Nationale rapporter og planer

Her på siden kan du læse om de nationale rapporter og planer.

State Safety Programme (SSP)

Trafikstyrelsens State Safety Programme (DKSSP) beskriver de overordnede krav i forhold til flyvesikkerheden i Danmark samt gennemgår alle relevante elementer i Danmarks sikkerhedssystem. DKSSP vurderes årligt og revideres som minimum hvert fjerde år.

International Civil Aviation Organisation (ICAO) vedtog i 2013 Annex 19, der som standard kræver, at medmensstaterne udarbejder et Sate Safety Programme (SSP).

Det er Trafikstyrelsens ønske, at DKSSP bidrager til en forståelse af, hvilke internationale forpligtelser den danske stat har, og hvordan der konkret leves op til disse. Det danske SSP forholder sig til det danske system, og sætter mål op for det danske sikkerhedsniveau. Samtidig forholder DKSSP sig til Grønland og Færøerne, og deres særstatus ift. international regulering.

Dansk Plan for Aviation Safety (DKPAS)

Trafikstyrelsen udarbejder årligt en DKPAS, som er en treårig rullende plan, der skal bidrage til at sikre, at det høje danske sikkerhedsniveau i luftfarten opretholdes.

Formålet med DKPAS er, på baggrund af State Safety Programme (DKSSP), at tydeliggøre og prioritere indsatsområderne inden for arbejdet med sikkerhed i den civile luftfart med henblik på at sikre, at den danske luftfart forsat opretholder sit høje sikkerhedsniveau.

DKPAS inddrager Member State Tasks fra EPAS’en, der er udarbejdet af European Aviation Safety Agency (EASA) i samarbejde med medlemslandene. Det er Trafikstyrelsens ønske og mål, at DKPAS udvikler sig på en sådan måde, at planen afspejler de specifikke behov og tendenser der er i den danske luftfart.

Sikkerhedsrapport for civil luftfart

Trafikstyrelsen har siden 2013 udgivet en årlig sikkerhedsrapport for civil luftfart. Rapporten giver en status for sikkerhedstilstanden i luftfartsbranchen.

Trafikstyrelsen ønsker med rapporten at øge gennemsigtigheden i tilsynets arbejde og branchens sikkerhedstilstand. Det er derfor styrelsens intention, at denne gennemsigtighed vil være med til at fremme virksomhedernes eget sikkerhedsarbejde, når der er tydeligt helhedsbillede at spejle sig i.

Endvidere håber vi, at rapporten giver anledning til endnu bedre dialog og samarbejde mellem virksomheder og myndighed, så der skabes en fælles forståelse for sikkerhedsarbejdet hos de respektive aktører.

Rapporten er også skrevet med det sigte, at aktører uden for, men med interesse for luftfarten, kan få indsigt i branchens sikkerhedsforhold ved at læse den.

Senest opdateret 15-04-2024