Der findes ingen særlige vigepligtsforhold for letbaner. Det er dermed de normale vigepligtsregler, sporforløb, tavler og signalgivninger, der regulerer, hvor vejtrafikken har vigepligt for letbanekøretøjer.
Som fører af et motorkøretøj skal du altid udvise forsigtighed ved vejkryds.
NB: Hvis du som fører af et køretøj kører ind på eller over et letbanespor, har du ubetinget vigepligt for letbanekøretøjer, hvis dette fremgår ved afmærkning, herunder færdselstavler og signalanlæg.
I kryds, hvor der ikke er signalregulering eller ubetinget vigepligt, er der som hovedregel højre vigepligt. I forhold til letbanekøretøjer vil dette alene forekomme i helt særlige tilfælde.
Når du har vigepligt, har du samtidig pligt til på en tydelig måde at tilkendegive, at du vil opfylde vigepligten. Tilkendegivelsen skal ske i god tid ved at nedsætte hastigheden eller standse. Dette er særlig vigtigt, da letbanekøretøjer har en lang bremselængde.
Du må først fortsætte din kørsel, når det kan ske uden fare eller ulempe for andre køretøjers placering på vejen eller letbanesporet.
I vejkryds skal du desuden være opmærksom på, at du – når du nærmer dig et kryds eller kører ind i et kryds – skal køre på en sådan måde, at der ikke opstår unødvendig ulempe for færdslen på den krydsende vej, såfremt du bliver tvunget til at standse i krydset.
Endvidere skal du være opmærksom på, at du ikke må køre ind i et lysreguleret kryds, hvis du på grund af færdselsforholdene ikke kan forlade krydset, inden signalet har skiftet til grønt lys for krydsende færdsel, herunder letbanekøretøjer.